Modeuge vs. Mor-i-underbukser-uden-elastik

Ca. To gange om året havner jeg i mine tanker og drømmer mig tilbage til nogen fede år. Dengang jeg for en kort årrække arbejde i modebranchen og havde nogen fede oplevelser under modeugerne. Spiste på lækre restauranter, fik lov at have to fede outfits på. Ét om dagen og ét om aftenen. Drikke champagne i uhørte mængder og bare ride med på bølgen.

Ja det var fedt. Men det var også enormt overfladisk, helt forfærdeligt og ufedt. For intet af det var en del af den virkelige verden, den der ligger 13 km fra centrum. Eller for helt almindelige med helt almindeligt tøj og udseende. 

Ja nogen gange får man lige en snært af misundelse som lige skal ud mellem tasterne.

I dag har jeg haft en syg dreng på armen HELE dagen, mens jeg har småskændes med min mand om hvordan konstruktionerne skal være på det nye børneværelse. (Han beskylder mig for at være DOVEN! tsk tsk, bare fordi man gerne vil fixe det lort i en fart. Tjep tjep) 

Da børnene endelig langt om længe sov kunne jeg hive op i mine slidte bomuldstrusser, drikke bundskatten af mit rødvin og gå ud og male Bertrams seng. 

Det blev nu alligevel en dejlig dag og aften, selvom jeg ikke har rendt byen rundt og spist pindemadder og set på tøj.